Spinderihallernes historie
Spinderihallerne var oprindeligt et bomuldsspinderi fra 1896. I over 100 år var bomuldsspinderiet hjertet i Vejles historiske arbejderkvarter, Vestbyen. Bomuldsindustrien var en livgivende kilde til byen og gav engang arbejde til 25% af byens industrielle arbejdsstyrke. Bomuldsspindingen blev en industri, hvor Vejle både var foregangsby og landets ubestridte centrum, hvilket udadtil gjorde Vejle kendt som ”Danmarks Manchester”.
I 2004 besluttede Vejle Kommune at revitalisere Spinderihallerne og gøre stedet til et kreativt vækstcenter. Stedet genåbnede i sommeren 2010 og summer atter af liv og fungerer dermed som bindeled mellem byens historie, nutiden og fremtiden.
Den internationalt anerkendte tegnestue, Schmidt Hammer Lassen, har i samarbejde med Ingeniørfirmaet NIRAS og landskabsarkitekt Jeppe Aagaard Andersen stået for renoveringen af Spinderihallerne.
Spinderihallerne er et af de mest velbevarede eksempler på Vejles industrielle kulturarv og en af de få komplette industribebyggelser, som stadig har sin originale struktur. Renoveringen er udført i arkitektonisk harmoni med de oprindelige bygninger.
Ombygningen af Spinderihallerne er realiseret af Vejle Kommune i samarbejde med Realdania og Indenrigs- og Socialministeriet.
Kedelbygningen
I 2013-2014 blev der arbejdet på en udvidelse af Spinderihallerne, og den gamle Kedelcentral blev ombygget og indrettet til et nyt Laboratorium for teknologi, design, leg & læring. Der er plads til godt 20 kreative virksomheder i den markante industribygning fra 1940, der ligeledes blev revitaliseret med bidrag fra Realdania.
Arkitektfirmaet Schmidt Hammer Lassen, stod ligeledes for denne ombygning. Projektet startede i 2013, og de første lejere flytter ind i januar 2015.
Historien kort
1892: Vejle fik Danmarks første bomuldsspinderi, som lå ved havnen.
1896: Vejle Bomuldsvarefabrik i Vestbyen (nu Spinderihallerne) åbnede, og Vejle havde nu de to første bomuldsspinderier i Danmark.
1900: Byens to store spinderier sammenlægges til A/S Vejle Bomuldsspinderier, der ved sammenlægningen blev en af Vejles største arbejdspladser.
1914: Tekstilindustrien udgjorde cirka 25 procent af byens industrielle arbejdsstyrke.
1924: En brand totalskadede Spinderihallerne.
1925: Den genopførte spinderihal var Vejles første industribygning i jernbeton.
1935: Med knap 1300 ansatte var tekstilindustrien i Vejle den markant største industri.
1948-53: Efter krigen var bomuldsindustrien en af de brancher, der havde stor fordel af Marshallhjælpen fra USA.
1968-69: Bomuldsindustrien havde det generelt svært i Danmark. Spinderidelen i Spinderihallerne nedlægges og bygningerne sælges til Vejle kommune. En del af virksomheden v. Windfeld Hansen i Farveriet fortsætter frem til 2003.
1994: Foreningen ”Spinderihallerne” etableres med henblik på at skabe arbejdspladser for kunstnere i de to store buehaller, der har stået delvist tomme siden 1969. Det nye liv i Spinderihallerne var med til at danne grundlag for Vejle Kommunes beslutning om, at omdanne hallerne til et kreativt center.
2004: Iværksætterne begyndte at melde sig og udviklingen af det, der skulle blive til Spinderihallerne påbegyndtes med etableringen af BIZ-ART og Vejle Kommunes beslutning om at revitalisere hallerne til et kreativt vækstcenter.
2010: Officiel indvielse af Spinderihallerne, der i dag danner rammen om ca. 50 kreative mikro-virksomheder, kunstnere, kultur- og videninstitutioner og et kommunalt udviklingsteam.
2012: Renovering af Kedelbygningen, der er en del af Spinderihallernes bygningskompleks påbegyndes.
2013: Vejle Museum åbner sit 1000 kvadratmeter store, nyindrettede udstillingsrum.
2015: De første lejere flytter ind i Kedelbygningen.
2019: Farveriet er færdigrenoveret og Campus Vejle åbner e-sportscenter i lokalerne
2019: Container Living opfører kontorby på arealet ved siden af Spinderihallerne
2020: Designvirksomheden Limbo flytter ind i Farveriet