Vestbyens Stemme

”Vestbyens Stemmer” sætter fokus på den vestlige bydel i Vejle. Udstillingen hylder personligheder og særlige steder i Vestbyen. Tilsammen tegner de et ærligt billede af bydelens sjæl, dens rummelighed og dens mangfoldighed. Vestbyens Stemme hænger permanent i Spinderihallerne over for mødelokalet ”Magasinet”.

Vestbyens Stemme åbnede i 2018, og bag udstillingen står Vestbyens Lokalråd og fotograf Jonas Normann. Udstillingen består af 40 fotos i forskellige størrelser.

I forbindelse med udstillingen har Jonas Normann også udgivet en fotobog med samme titel. Denne indeholder dels de udstillede fotos og yderligere ca. 100 fotos af Vestbyen, og kan købes gennem Byens Forlag.

Vestbyen er Vejles gamle arbejderkvarter, og det er en bydel, hvor der er plads til forskellighed og mangfoldighed og samtidig et sted med stærke arbejdertraditioner langt tilbage i historien, som binder mennesker sammen på en særlig måde. Det er også stedet, hvor tidligere statsminister, Lars Løkke Rasmussen, trådte sine barnesko, og bydelen hvor en af Europas bedste fodboldspillere, Allan Simonsen, scorede sine første mål på Vestre Stadion.

Udstillingen er et øjebliksbillede på, hvordan fotografen oplevede Vestbyen i 2018. Den rummer tusindvis af smukke, tragiske, rørende og sjove fortællinger om rigtige mennesker, der, som alle andre, lever deres liv på bedste vis med de kort, de har fået tildelt i livet.