REDUCE
KUNSTPARTIET - Fra oktober lyser de 6 bogstaver R-E-D-U-C-E igen i Kedeltoppen på Spinderihalsgrunden. Bag budskabet står det samfundsbaserede performance projekt Kunstpartiet (en del af Det Flyvende Teater).
Under overskriften Kunst som Vedvarende Energi gennemførte kunstnertruppen i 2024 en lang række workshops og aktioner med det formål at inspirere os til at reducere vores energiforbrug. Skoler, gader og stræder, virksomheder og plejehjem, Spinderihallerne og Kedelbygningen, ja sågar private hjem har i det forgangne år været rammen om operakoncerter i ladcykler, workshops og happenings.
En gennemgående figur i projektet har været SUPER ’ELT – en kappeklædt figur i lyserød heldragt, som flyttede ind i Kedeltoppen v/ Spinderihallerne. Her installerede han sig uden anden strøm end den som et lille solcellepanel kunne generere. Den sparsomme energi satte en naturlig begrænsning både for lys-skiltet og SUPER ’ELT, men gav til gengæld mulighed for masser af hvile og mørke timer til at udtænke de mange kunstneriske aktioner, som vi blev beriget med i 2024.
I 2025 fortsætter Kunstpartiet med at sætte vigtige samfundsudfordringer som klima, energi, trivsel og demokrati på dagsorden – denne gang under overskriften Skønhedsskolen. 2025 er valgår og truppen har derfor særligt fokus på de demokratiske processer i bæredygtighedsarbejdet, men som sædvanlig med kunsten som drivkraft og med sloganet ”at stræbe efter skønhed fremfor alt”. Hvordan det ser ud, får vi billeder og svar på i løbet af 2025, når truppen i samarbejde med især de yngre generationer igen indtager byens rum og institutioner med inspiration til, hvordan vi kan leve et både skønnere og mere bæredygtigt liv. Ind til da lyser der et budskab i mørket fra Kedeltoppen – REDUCE.
Følg med her på hjemmesiden og på vores sociale medier, hvor Spinderihallerne løbende vil kommunikere de konkrete begivenheder for Skønhedsskolen i 2025.
Du kan læse meget mere om Kunstpartiet projekt og Det Flyvende Teater, deres mission og deres mange projekter her: http://www.kunstpartiet.art og http://www.detflyvendeteater.dk